Bisættelsen omkring Susanne Lund Pedersen i
Margrethe-Kapellet fredag den 16. april var så smuk og
med så mange deltagere, at det er svært at finde ord.
Tak for alle blomster og hilsener og mange søde ord.
Tak til præsten Hanne Mejlhede, som holdt en fantastisk
tale om Susanne, og tak til Hotel Strandparken, at de
håndterede så mange flere gæster end vi havde regnet
med til den efterfølgende sammenkomst.

På familiens vegne
Anders Pedersen
Birgitte Lund Skaarup
Eva Anker Lund

Kære alle.

Susanne er her til formiddag sovet stille ind. Der blev ringet efter os igår aftes og vi og 
far har siddet med mor hele natten og morgenen. Hun havde ingen smerter til sidst og vi var alle tre hos hende da hun åndede ud.

Der har været så utroligt mange kærlige hilsner, blomster og gaver fra nær og fjern til mor i den sidste tid, og I skal alle have tusind tak for at vise hende hvor værdsat hun var. Hun satte stor pris på den varme og omsorg, som hun mærkede fra alle sine venner.

Mange kærlige hilsner fra Birgitte & Eva

Det var vist torsdag at den ikke gik længere og mor igen måtte en tur på sygehuset for at blive tømt for ascitesvæske i maven. Umiddelbart var den første melding at hun blot skulle tømmes og så hjem igen efter et døgns tid, men så let skulle det ikke være desværre. Mor har ikke fået fast føde i en længere periode, og det tærer naturligvis på kræfterne samtidig med at det har været svært for hende at holde væske nede i maven. Hun håbede inderligt at det ville blive bedre når ascitesvæsken var væk, men havde fortsat meget kvalme og ubehag efter tømningen og måtte efter mange opkastninger få lagt en sonde som suger al maveindholdet op. Jeg troede umiddelbart at en sonde blev brugt til at give næring, men i dette tilfælde er det altså det modsatte. Hun kan på den måde slippe for at kaste op, men hun har desværre stadig ingen appetit og har snart ikke fået mad i rigtig mange dage. På sygehuset får hun lidt sodavandsis og lidt at drikke og ellers et saltvandsdrop til at klare væskebalancen.

Det er klart at det ikke gør noget godt for kroppen at være uden føde så længe, og mor kan heller ikke rigtigt holde balancen længere på egne ben, så hun ligger i sengen hele tiden. Hun har samtidig mange smerter, men kan jo heldigvis på sygehuset få hjælp til at mindske dem, når de er værst. Vi er bekymrede for om hun bliver frisk nok til at tage turen til Vejle og om hun overhovedet må få behandlingen med Avastin længere, når hendes tilstand er forværret. Det får vi forhåbentlig svar på de næste par dage.

Hvis I vil sende hilsner til Susanne kan I enten sende dem på mail eller som kommentar her på siden, hvorefter de vil blive printet og leveret.

/Eva

Overskriften hentyder til mors nyeste hadeting – nemlig proteindrikken. Når appetitten ikke er så stor, er det ekstra vigtigt at det der kommer ned er noget kroppen kan få noget energi af. På to dage er det blevet til to energidrikke, så der er et stykke vej til de anbefalede 5-6 stk. om dagen. Efter at have sludret med mor i 10 minutters tid i dag, siger hun pludselig at hun godt kunne tænke sig hvis jeg kunne lave hende en smoothie. Så snød jeg hende lidt og lavede den af frosne bær, proteindrik og lidt juice. “Mmmm…” Det gled lige ned i et snuptag, så det var en dejlig genvej til lidt flere kalorier måske? Nu har far fået opskriften så han også kan lave dem til hende.

Far har været så skrap at skaffe en kørestol til mor i dag. Så kan hun både spare lidt på kræfterne ved hospitalsbesøgene, og måske også komme en tur til Bredetved eller Arnakke og komme med på en lille gåtur her i påsken. Det var vi i hvert fald et par stykker der godt kunne tænke os. Måske det endda kan blive til en lille is ved Munkholmbroen?

Ellers er det “bare” at vente på det bliver d. 9/4 så mor kan komme til Vejle og få noget behandling. Men det er en hård ventetid med mange smerter og hun har, på trods af trætheden, utroligt svært ved at finde ro og få sovet om natten. Heldigvis har mor en god og sød læge som har været behjælpelig med noget stærkere medicin til at klare sig igennem de næste 9 dage.

Jeg ønsker alle læserne en rigtig god påske forhåbentlig med lidt solskinsvejr – det luner jo så dejligt )

Grunden til at jeg ikke har skrevet noget om det før nu er, at jeg lige har måttet tilbringe 3 dage på det lokale sygehus.
Der blev fjernet 5,6 liter ascites, jeg fik for første gang albumin i drop og til sidst måtte jeg lige have 2 poser blod, da
min blodprocent var kommet ned på 5,3. Så jeg føler mig faktisk en smule slatten efter sådan en omgang.

Jeg ønsker mig en forløbskoordinator, så jeg ikke skal føle mig så meget “Palle-alene-i-verden”. Ikke at jeg kender noget til de nærmere detaljer omkring det, men det lyder da besnærende, hvis man kunne få noget professionel hjælp, i stedet for at man selv skal huske på det hele, sætte sig ind i mange ting og i det hele taget være ret udfarende, som patient.

Så efter et par timers ventetid gik turen til Onk. afd., hvor tiden da godt nok gik m-e-g-e-t langsomt, mens vi sad og ventede. Der var jo. som sædvanlig, ventetid ud over den tid jeg var tilsagt til at møde, men det viste sig senere, at det var fordi man ventede på beskrivelsen af resultatet af scanningen fra om morgenen. Så det var jo en god nok forklaring på ventetiden, selvom den jo ikke var særlig behagelig. Vi kom endelig ind til lægen, som startede med at sige til mig, at jeg nu havde fået en blodprop i min højre lunge og straks skulle i behandling for det….!!!!! Det kom som en overraskelse for mig – men i følge lægen kan der være nogle ret diffuse symptomer, som f.eks. hoste, stakåndethed osv., hvilket jeg jo lider af i forvejen i forbindelse med min forkølelse og ascitesvæsken i bughulen. Jeg skal behandles med daglige indsprøjtninger resten af mit liv, sådan som jeg forstod det.
Derefter kom vi så til svaret fra Second Opinion udvalget. Det var positivt med henblik på at komme til Vejle – MEN – som lægen sagde, så var det jo nok en komplikation til behandlingen i Vejle, at jeg nu skal i behandling med blodfortyndende medicin hver dag. Det kan endda være, at det helt kan forhindre den behandling, som jeg har ønsket at høre nærmere om.
Og sidst – men ikke mindst – resultatet af ct-scanningen viste ikke nogen vækst af kræften i forhold til sidste scanning, men der er selvfølgelig “pletter” af forskellig størrelse rundt omkring i bughulen. Og til min store overraskelse var mit ca125-tal blevet næsten fordoblet på kun 3 uger, så det nu er på over 8.000!

Hvad der så skal ske, er ikke godt at vide. Men under alle omstændigheder skal jeg ikke komme mere ind på Onk. afd. på Rigshospitalet. De kan ikke gøre mere for mig. Det er godt nok en underlig fornemmelse, efter at have haft sin gang derinde i næsten 3½ år.
Så jeg må vente i spænding på henvendelsen fra Vejle og se, hvad de siger til den nye og ændrede situation. På det seneste har der også være en del fremme i medierne omkring eksperimentel behandling af kræftpatienter, når der er ikke er flere “almindelige” behandlingstilbud til dem. Det er da helt sikkert også noget, som jeg skal prøve at undersøge nærmere på en eller anden måde – når jeg finder ud af hvordan.

I dag onsdag har jeg tilbragt nogle timer på det lokale sygehus, hvor jeg skulle orienteres om behandlingen med den blodfortyndende medicin og lære at give mig selv sprøjten. Det gik heldigvis ok, så det er jo rart at kunne gøre det selv og ikke være afhængig af at andre udefra skal komme og give en sprøjten.